Rema 1000 udvider madspildskamp med ny leverandør
Store mængder forårsruller, som tidligere er blevet brugt til biobrændsel eller doneret væk, bliver nu sat til salg i Rema 1000.
Det sker i et samarbejde mellem producenten Daloon, Rema 1000 og forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse.
Der er tale om årligt op imod 30 ton "skæve", frasorterede miniforårsruller, som nu bliver solgt med tydelig angivelse af, at de er skæve - og med 50 procent mere i posen end normalt.
- Det viste sig, at Daloon har en del forårsruller, som bliver sorteret fra, fordi de enten er skæve, ikke ser ens ud, er for store eller for små. Smagen og kvaliteten er den samme som hos de “pæne” og lige forårsruller, så de er jo alt for gode til at gå til spilde, siger Jonas Garly Sørensen, der er kategorichef og indkøber hos Rema 1000.
Tiltaget med de “skæve” forårsruller er det femte tiltag af sin art hos Rema 1000. Det begyndte i 2016 med “Årets Ævlerov” sammen med Ørbæk Mosteri, og i 2018 kom der “grimme” grøntsager og ketchup i samarbejde med blandt andre Danmarks største tomatproducent, Alfred Pedersen & Søn.
Senere fulgte andensorterings økologiske minigulerødder sammen med rodfrugtsproducenten DanRoots, og for nylig lancerede Rema 1000 også madspildsoste fra Them Andelsmejeri.